Den danske projektudvikler af pyrolyseanlæg til genanvendelse af plast, Clenflex, melder sig nu klar til at opstille effektive, kommercielle og skalerbare anlæg. Virksomheden forventer ordrer på mindst fire danske anlæg allerede i 2023.
Den danske virksomhed Clenflex, der gennem knap fire år har arbejdet med projektudvikling af pyrolyseanlæg til genanvendelse af plast, har nu indgået et strategisk partnerskab med den indiske virksomhed APChemi, der siden 2007 har produceret og opstillet kommercielle pyrolyseanlæg i en lang række lande. APChemi har leveret i alt 47 pyrolyseanlæg i forskellige størrelser for en etableret kundebase med et kommercielt sigte.
– APChemi har et solidt proof of concept på deres anlæg i en virkelighed, hvor plastens renhed og kvalitet er svingende, og hvor kundens sigte ikke blot er genanvendelse, men også økonomisk bæredygtighed. Det er præcis, hvad vi har behov for i forhold til at kunne rulle teknologien hurtigt og smidigt ud i Danmark og Europa for at sikre en effektiv genanvendelse af de store mængder plast, der i dag fortsat forbrændes. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi nu har indgået en strategisk samarbejdsaftale med APChemi om salg og opstilling af turnkey anlæg i hele Europa, siger Jan Mathorne, CEO Clenflex.
For APChemi er samarbejdet med Clenflex en del af virksomhedens globale ekspansionsstrategi:
– Vi glæder os over samarbejdet, som vil fokusere på at videreudvikle proof of concept på de forskellige sammensætninger af plasttyper og kvalitet, både i Danmark og i resten af EU. Vi er lige nu i de indledende stadier i forhold til at skabe en cirkulær plastproces, men på den lange bane er det vores mål at producere plast egnet til både fødevare- og medicinalindustrien såvel som bæredygtige kemikalier og brændstof, siger Suhas Dixit, CEO APChemi.
Opstiller testanlæg
Som en del af samarbejdsaftalen med APChemi har Clenflex indkøbt et mindre pyrolyse-testanlæg, som virksomheden i løbet af marts måned vil opstille som testanlæg i Danmark. Det betyder, at Clenflex kan tilbyde danske virksomheder at få testet værdien af netop deres plastaffald.
– Uanset hvor mange testrapporter vi kommer med, er der kun en ting, kunderne ønsker – nemlig at få testet netop deres plastaffald i forhold til, hvor meget og hvor ren pyrolyseolie, der kommer ud af det. Samtidig har Indien netop strammet reglerne for import af affaldsplast, så det er ikke længere muligt at få testet plastaffald fra andre lande hos APChemi. Derfor vil vi på vegne af APChemi også servicere europæiske virksomheder med interesse i at få testet deres plastaffald.
Fire anlæg i 2023
Allerede nu oplever Clenflex en massiv efterspørgsel efter anlæggene blandt virksomheder, der producerer store mængder plastaffald og har behov for at sikre en effektiv og økonomisk rentabel genanvendelse. Derfor forventer Jan Mathorne, at Clenflex i løbet af 2023 har ordrer og kan komme i gang med at opstille mindst fire anlæg:
– Vi arbejder med flere finansieringsmodeller. Nogle virksomheder har plastaffald nok til, at det kan være rentabelt for dem at investere i deres eget anlæg, mens andre virksomheder med fordel kan gå sammen om det. Herudover udbyder vi også anlæg som investeringsobjekter for investorer og fonde med interesse i den grønne omstilling, hvor det enkelte anlæg placeres strategisk i forhold til kundegrundlaget.
Vedhæftede foto: Det er pyrolyse-anlæg som dette fra APChemi, som den danske virksomhed Clenflex nu er klar til at sætte op i større skala i Danmark.
For yderligere information kontakt venligst:
Jan Mathorne, CEO Clenflex
Telefon: 42 56 66 72
e-mail: jm@clenflex.com